søndag den 18. september 2011

Husk møllemøder den 20. september

I morgen, tirsdag den 20. september Danmarks Vindmølleforening holder informationsmøde i Nykøbing F. kl 19-22 hos Dansk Landbrug, Agrovej 1, Nykøbing F. Det er et halvårligt informationsmøde, hvortil der også kommer politikere , forudanmeldt er Gert Mortensen, (A), formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Lolland Kommune og Arne Graae Jensen, (V) formand for Teknik- og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune.
Samme aften  finder et borgermøde sted om vindmøllerne ved Knuthenborg. Da beboerne i området, som evt skal lægge naboskab til de 149 meter høje møller (!) holdt forberedende møde, troppede en meget stor gruppe op, som tydeligt gav signal om, t møllerne ikke er velkomne og at beboerne frygter både støj og udsyn.
Hvis borgerne vil rejse erstatningskrav, skal det gøres otte uger efter på tirsdag. også selv om man endnu ikke ved, om møllerne godkendes!

mandag den 5. september 2011

Sådan rammer skyggerne Stubbekøbing

Flere vindmøllemøder den 20. september

Uheldigvis støder flere vindmøllemøder ind i hinanden den 20. septermber.

Danmarks Vindmølleforening holder informationsmøde i Nykøbing F. kl 19-22 hos Dansk Landbrug, Agrovej 1, Nykøbing F. Det er et halvårligt informationsmøde, hvortil der også kommer politikere , forudanmeldt er Gert Mortensen, (A), formand for Klima-, Miljø- og Teknikudvalget i Lolland Kommune og Arne Graae Jensen, (V) formand for Teknik- og Miljøudvalget i Guldborgsund Kommune.
Vindmølleforeningen skriver selv om m'øderne: "Danmarks Vindmølleforening arrangerer hver forår og efterår regionale orienteringsmøder, hvor der er mulighed for at høre nyt og udveksle erfaringer med andre vindkraftinteresserede.
Regionsmøderne indledes typisk af et folketings- eller byrådsmedlem. Der er her lejlighed til at høre, hvordan vindkraften prioriteres lokalt eller på Christiansborg og debattere bl.a. afregning for vindmøllestrøm, elmarked, miljøomkostninger og planlægning for nye møller.
Til møderne inviteres desuden en repræsentant fra elhandelsselskaberne Vindenergi Danmark og EnergiDanmark."

Indsigelser i Knuthenborg samme aften

Samme aften, den 20.9.  finder et andet møde sted, nemlig et mere presserende møde. Det er et borgermøde om vindmøllerne ved Knuthenborg. Mødet er mere presserende, fordi det holdes som led i høringsfasen for rejsningen af tre store vindmøller ved Knuthenborg på Lolland. Hvios borgerne vil gøre indsigelser, skal det gørs meget snart for at overholde fristen på de otte uger. Det er også inden for disse otte uger, at erstatningskravene skal anmeldes.
I hunseby og Maglemer har en række borgere protesteret over vindmøllerne og har indkaldt til et formøde, et informationsmøde allerede den 7. september kl 19 i Hunseby Forsamlingshus.
På mødet delager Christopher Knuth, der ønsker at rejse mølerne, samt projektleder i "Mulighedernes Land" , Sille Helweg Clausen.

fredag den 2. september 2011

SÅ store er møllerne - højere end Farøbroen!


Sådan er størrelsesforholdet mellem kæmpevindmøllerne (125 m), Farøbroens pyloner (95 m), siloen i Stubbekøbing ( 65 meter) og Maglebrænde Kirke. bemærk de røde piler, der angiver hvor høj en person er.
Den person, der er brugt til illustrationen, er en kendt borger i Stubbekøbing, som er 1.86 m høj, og som har indvilget i at lade sig formindske.

Online-underskrift for vindmøller med omtanke stiftet af lollikker

Utterslev-Gruppen (nær Vindeby/ Lolland), der gerne vil have vindenergi med omtanke og derfor ikke 11 kæmpevindmøller som naboer, har stiftet en underskriftindsamling på nettet.
Underskriftindsamlingen finder du her:


Om indsamlingen skriver initiativtagerne blandt andet:
"Hvis man ytrer sig negativt om, at hele Danmark er ved at udvikle sig til en vindmøllepark, så får man ofte at vide, at man blot hører til dem, der altid er IMOD.
Vi er ikke imod grøn energi eller vindenergi. Vi er bare FOR - at tanken bag er gennemtænkt.

Den er helt gal med dansk lovgivning, når man pt. får tilskud efter, hvor stor generator man vælger. Hvis vindmøllen opsættes på vindsvage steder på land, får man samme tilskud, som hvis møllen opstilles i vand.
Som lovgivningen ser ud nu, får man betalt over halvdelen af møllens pris via de offentlige tilskudsordninger (PSO). Disse tilskud finansieres via vores allesammens elregninger.

Der er store gener forbundet med at være nabo til møller i flere-MW-klassen. Møllerne er tre gange så høje som Rundetårn. De vil i klart vejr kunne ses op til 50 km. væk.

Naboerne lever med støjgener døgnet rundt - og vindmøller må støje mere end andre industrianlæg. Om natten må andre industrianlæg støje 35 dB, men vindmøller 44 dB, hvilket svarer til en tredobling af støjen.

Naboer lever med skyggekast, som med sekunders mellemrum giver et mørkt hus, for siden at lade solens stråler lyse op igen. Der er megen forskning, der tyder på, at alle disse gener tilsammen påvirker menneskers helbred i det lange løb.

Naboer til kæmpevindmøller udsættes konstant for vedvarende støj samt påvirkning af lys/mørke hvert sekund - en ydre faktor, der gør, at man ikke kan få lov til at sove, at kroppen bliver stresset af de daglige påvirkninger...

Hvis dette fandt sted i en fangelejr, ville det sikkert blive sidestillet med tortur...... Måske skulle de bare opsætte nogle kæmpevindmøller i stedet. Det er jo ikke strafbart - og ejeren af vindmøllen skal bare eje eller leje jorden - og kan derfor selv bo langt væk fra vindmøllens gener.

Kæmpevindmøller hører til i vand og ikke på land.

Hjælp os med at få vindmøller med omtanke for mennesker i stedet for som nu - økonomi..


Også Utterslev-vindeby siger nej til kæmpevindmøller

Også Utterslevborgere (på Lolland) rejser sig nu imod planerne om fem kæmpevindmøller.
De har åbnet hjemmesiden www.utterslevsigernej.dk   og skriver:
Lolland Kommune har fremlagt et lokalplans-forslag, som vil åbne for etablering af 5 kæmpe-vindmøller i vores område.

Vi er en gruppe borgere, som er imod planerne.
Blandt vores grunde til at være imod er:
· Den sundhedsskadelig støj
· Forringelsen af områdets naturværdi
· “Øjen-bæ’er” i det smukke flade landskab
· Lys-gener for de omkringboende
· Ingen økonomisk rentabilitet for kommunen
· Ødelæggelsen af Lolland som turistmål
· Usælgelige huse
· Affolkning af området nordvest for Horslunde
· Utroværdig og overfladisk VVM-redegørelse
· Industri i landzone

Hvis man vil være med, så læs på hjemmesiden og kontakt
info@utterslevsigernej.dk

torsdag den 1. september 2011

Stor uenighed i byrådet om Orupgård møllerne

Guldborgsund byråd blev delt i to, da der skulle stemmes om en idefase for de tre kæmpevindmøller, der påtænkes rejst ved Orupgård - se forrige indlæg.
Med den mindst tænkelige margin blev det vedtaget at sætte gang i planlægningen. 14 stemte for at gå videre med planerne, mens 13 stemte imod.

Debatten var ifølge Folketidende endog meget skarp.
- Erfaringen viser, at kæmpevindmøller giver frustrerede borgere, og møllerne overholder ikke vors egne betingelser, sagde Henning Kamper.
Han blev suppleret fra Rene Christensens side, der sagde, at for hver eneste vindmølle bliver strømmen dyrere, fordi vindmøllestrøm får tilskud, og tilføjede, at møllerne skal ud på havet.

Byrådet delte sig på kryds og tværs:
FOR planerne stemte:
Fire venstrefolk , tre fra Nyt Guldborgsund og to konservative, samt løsgængeren Erik Boesen.
Desuden Edvard Traberg fra Borgernes Liste, Lars Holse fra DF, og to socialdemokrater Ulla Petersen og Nielsen Henriksen.
IMOD stemte andre fem socialdemokrater, alle SFere og tre fra Dansk Folkeparti.
Fraværende var Helle Munk fra Nyt Guldborgsund og Venstres Janne Hansen

Man kan således konstatere, at ikke alle partier er indbyrdes enige om, hvilken holding man skal have til møller.
Og at der er respekt fra flere partiers side over for, at kommunen rent faktisk har besluttet en overordnet politik, der ikke prioriterer de høje møller, samt respekt for, at planerne for Orupgård faktisk er i konflikt med både skovbyggelinien og afstandskravet til anden møllegruppe.

I fremlæggelsen forklarede formanden for teknisk udvalg Arne Graae Jensen (V), at flertallet i udvalget anbefalede en fortsættelse af planlægningen af hensyn til klimaforpligtelsen.
Vi i Gruppe 110 konstaterer, at argumentet for klimaforpligtelsen bliver brugt som afværgemiddel over for andre miljøforpligtelser (retningsliner for afstand og skovbyggeline) og også over for allerede vedtagne  politikker for vindmøller i kommunen.
Vi mener ikke, at klimaforpligtelsen bør bruges til at bryde andre forpligtelser.